|
|
Værksteder |
Staldværksted:
Vores stald/ ridning giver ofte de unge lyst til at gå videre ad den vej. Vi har de unge i praktik her, hvor vi indarbejder rutiner og træner de unge i at modtage en besked. Vi lærer de unge at skabe overblik - træner de visuelle og auditive sanser. Der er ansat 1 pædagog på fuld tid til at arbejde med eleverne i stalden. Staldværkstedet har åbent: mandag – torsdag kl. 08.00-14.30 . Fredag kl. 08.00-12.00. Undervisningen koordineres med ledelsen. Der udarbejdes pædagogisk handleplan for den enkelte elev.
I staldværkstedet tilbydes der fin-, grov- og sansemotorisk træning, samt øvelser i tillid og sproglig opmærksomhed. De sanser der stimuleres via arbejdet med hestene er bl.a. den visuelle, auditive, kinæstetiske og taktile sans. Samtidig trænes de unges balance. Igennem rideundervisning og det praktiske arbejde omkring hestene modtager eleverne træning i koncentration, i at modtage en besked og føre den ud i handling, og i at danne sig overblik (i små strukturerede rammer). Igennem det praktiske arbejde med hestene trænes elevens empatiske evner og impulskontrol. I samværet med hestene træner de unge ligeledes social adfærd og forståelse. I arbejdet med hestene lærer de unge, at der en konsekvens af enhver handling, da hesten giver tilbage på samme måde som den får. Vi er opmærksomme på, at bruge korte sætninger og være meget præcise i kravsituationer. Vi skal være velovervejede i vore krav og have tænkt over, hvordan disse tilpasses den enkelte elev.
Efter erhvervelse af kompetencer i stalden er opnået, kan der evt. etableres praktik på rideskoler i omegnen. Færdighederne kan også anvendes i landbruget. Ryttergården har 5 tidligere elever der har gennemgået og udført en landmandsuddannelse på Nordjyllands Landbrugsskole Lundbæk. Andre interesseområder bliver naturligvis også tilgodeset. Vi har således en tidligere elev, der er lastbilmekaniker, en der er maler, en der butiksuddannet hos Sparkøbmanden, en tømrer, en kok. Med vores målgruppe og de opstillede uddannelser er det en stor succes, at de unge lærer at klare sig selv. Køkkenværkstedet
Der er ansat en køkkenleder på fuld tid, til at arbejde med eleverne i køkkenværkstedet. Køkkenværkstedet er åbent: mandag – torsdag kl. 08.00 – 14.00. Fredag kl. 08.00 – 12.00. Undervisningen koordineres med skolens ledelse. Der udarbejdes pædagogisk handleplan for den enkelte elev. I køkkenværkstedet tilbydes der fin-, grov- og sansemotorisk træning, samt træning i, at skabe overblik, struktur og rækkefølge i en given opgave. Igennem praktiske huslige gøremål og opgaver trænes eleven i at anvende diverse redskaber og materialer/fødevarer, ligesom eleverne gives kendskab til almindelig daglig husførelse, planlægning og i særdeleshed hygiejne og økonomi.
| |
|